Achton Friis på Sejerø
Da Achton Friis i begyndelsen af 1920’erne rejste rundt til de danskes øer, kom han i 1923 til Sejerø…
| Hvor vejen slynger sig fra Sejerby langs den forblæste sydvestkyst med hønsehusenes række under de skaldede brinker, svinger den længere ude ved lavningen ned forbi “Tadebæk Huse”, som med deres fattige længer og nøgne stendiger ligger her og vender de grå ansigter ud mod den vejfarende. Hernede fandt jeg den venlighed og trohjertighed, som straks og umiddelbart indtager den fremmede. Og her i dette fattige landskab fik jeg også et indtryk af den idyl, som som mennesker kan bringe med sig og få til at trives på de mest øde steder, når de ikke kan leve uden den. I et af de mest forblæste huse, hvis ydre kun bærer spor af den hårde modstand mod vejret, hvor tag og tang og stendiger er grå som lava – her traf jeg et par folk, som jeg sent vil glemme.Manden derinde var af ydre som sin bolig – det var hårdt materiale, han var dannet af. Men talte man lidt med ham og hans kvinde, da overraskedes man på samme vis, som når man fra vejen uden for hans hus trådte ind i den lille have, der ligger godt gemt bag dette, og fra hvilken ikke en kvist på træerne rager synlig op over tagryggen, hvor den hærgende vind har klippet dem af. Men herinde i læet stod alle forårets blomster og skinnede i solen, og duften steg som et røgoffer op over det lave tag.
Det er udelukkende konens værk, denne lille idyl bag huset. Hun passer den helt alene, og manden er stolt og rørt over hendes flinke havebrug. – “Vi kan også glæde så mange andre mennesker med de dejligste blomster og alle de frugter, vi avler,” siger hun. “Vi giver dem væk, sælge kan vi aldrig.” Manden passer husets hønseflok, thi det gamle ægepar lever ligesom mange familier på øen udelukkende af hønseavl. De har for tiden ca. hundrede stykker, men andre har to hundrede, og enkelte endda flere, fortæller de. Under krigen så det slemt ud for de fleste avlere, da foderknapheden satte virksomheden betydeligt ned – men nu er der kommet fart i den igen, gudskelov! Her kom jeg tilpas med min anmodning om at tegne og fik straks ja af dem begge. Samtidig med, at jeg tegnede, drak jeg fire-fem kopper kaffe af de stærkeste, jeg har været ude for. Manden er en god type på Sejerøs husmandsfolk – tør, vindblæst og mager. Overhovedet har jeg her som på de fleste småøer næsten ingen fede folk set. Hun er af ydre mere forfinet end de fleste almuekvinder og elskværdig og blid i sin tale; men hun kunne være skarp og vittig, når hun karakteriserede folks handlinger, som ikke havde hendes sympati. Da jeg spurgte manden, hvorfor mon han nu var så imødekommende og indladende mod mig i modsætning til mange af sine landsmænd, svarede han roligt: “Jo – det kommer nok af, at jeg i modsætning til de fleste andre herovre har været en del på fremmede steder. Dér har jeg lært at sætte pris på at blive venligt behandlet. Og den lære har jeg taget med mig hjem!” Da jeg tog afsked, overtalte de mig til at modtage et knippe slikporrer til vort aftensbord og en stor buket skønne blomster til at pryde bordet, mens vi spiste porrerne: det er noget for maven og noget for øjnene, sagde de! |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |