Mormor fortæller om sin far

Min mormor Anne Margrethe Birgitte Sørensen (1915-2001) fortæller i 1992 om sin fars familie på Sejerø.

---

Skrevet sommeren 1992

Til Torben, Irene og Flemming.

Lille-Søren^[1] var min farfars far, altså jeres tipoldefar. Hans kone, Ane, altså jeres morfars farmor. Hun blev altid kaldt Lille-Sørens Ane, fordi hendes mand var tidlig død, og alle på Sejerø kendte hinanden. De var alle enten fiskere eller indsiddere eller begge dele d.v.s. de havde et lille hus og lidt kreaturer, så vi kan ikke prale med en fornem stamtavle. Og alle på øen var i familie med hinanden. Djærve og gode mennesker. Lille-Sørens Ane har opdraget min far skiftevis med en anden familie. – Herom senere. Hun boede alene i et lille hus ved gadekæret og var meget afholdt. Tog alt med godt humør, selvom hun var svagtsynet og tandløs. Engang kunne hun ikke forstå, hun ikke kunne tygge kisbærrene- – det var nemlig radiser. og engang, hun havde haft gæster, vaskede hun op i suppen.– Åårh- skiide ! Hendes søn var min farfar^[2] Niels Peter. Hans kone, min farmor, som jeg er opkaldt efter, hed Anne. Hun var Sejerøs skønhedsdronning, “kom galt afsted” med en københavner – til stor forargelse, selvfølgelig- dengang. Men den gode Niels Peter giftede sig med hende og tog barnet, Carl Henriksen, til sig som sit eget. Carl blev Sejerøs fineste mand, dyrlæge, sognerådsformand m. m. som byggede øens største villa, der blev kaldt rådhuset. Han giftede sig ret sent med Karen, som han havde lært at læse. Karen var datter af smeden i Kongstrup, som havde mange døtre bl. a. Anna, som blev gift med Smedepeter i Mastrup, Kristine, Tine, Nikoline. Carl og Karen^[3] fik to sønner, Arne^[4] med minkfarmen og originalen Aksel, som vistnok lever endnu- 1992, meget elsket og beundret for sin godhed og intelligens, men som kun laver, hvad han har lyst til og lader villaen forfalde til ukendelighed og bor sammen med rotter og mus.^[5]

Men tilbage til Niels Peter Sørensen (Sørens søn) og Anne med Carl. De flyttede til Kalundborg og boede i et meget pænt hus på torvet, lige ved siden af rådhuset^[6]. Og der fik de Peter, min far, Jakob, Johannes, Aksel og Petrine, altså 6 børn ialt. Så døde moderen, og Niels Peter giftede sig med en mange år ældre enke, der havde en nittenårig datter^[7]. I løbet af få år døde denne pige samt Jakob, Aksel og Johannes, alle ligesom deres mor af tuberkler. Den kønne Anne blev kun 35 år. Niels Peter var ligkistesnedker, og en morgen efter han var gået på arbejde, kunne drengene ikke forstå, deres mor sov så længe, og Lillesøster græd så meget. Så fandt de hende død med barnet kravlende ovenpå sig, famlende efter paen. Selvfølgelig måtte en mand med seks små børn gifte sig hurtigt igen. Men stedmoderen var ikke god imod dem. Hun fik straks sendt de to største til Sejerø. Hvor Carl kom til at bo, ved jeg ikke, men Peter^[8] kom til sin moster^[9] og onkel Anders Madsen, Vandkær, og deres eneste barn Oluf^[10]. (Svend Børges^[11] og Anes far). Her gik den niårige Peter alene ude på markerne og græd en tid, for mosteren var heller ikke sød, hvorefter han blev flyttet til føromtalte Lille-Sørens Ane, hans farmor ved gadekæret.

---

-Her har jeg lyst til at indføje, at man i Acton Friis’ “De Danskes Øer” kan se et par meget smukke tegninger af Anders Madsen og hans kone, vores tante Stine fra Vandkær, altså hver for sig.

---

Medens Peter boede på Sejerø, blev hans to små brødre,Jakob og aksel syge. Jakob kastede op, og derfor var stedmoderen god mod ham, til han døde. Men Aksel skældte hun ud. Han var da ikke syg, når han ikke kastede op. Men han anede selv, han skulle dø. Lå og delte sit legetøj ud,- det skal du ha’, og det skal du ha’. Han blev 13 år. Den far har da gået noget igennem ikke sandt!- Johannes nåede at blive gift med en Katrine. De fik to drenge. Men da de ventede deres tredie barn, døde den første og kort efter Johannes selv. Så fødte Katrine og stod så alene med Arne og Hanne i Holstebro. Så flyttede Katrines veninde ind til dem. Hun tog hele kommandoen og var meget ond imod børnene. Og deres kære farfar i Kalundborg kunne intet gøre. De var tit i Kalundborg, jeg har kendt dem meget. Vi var rystede. Igen en stor sorg for farfar. Hun var ligefrem ond.^[12]

Da min far skulle konfirmeres, kom han hjem til Klbg og skulle derefter i lære som ligkistesnedker. Det ville han ikke, fordi han skulle være med til at ordne ligene – og stak så til søs^[13]. I et par år. Og kom hjem og kom i lære som Møbelsnedker og tog derefter på valsen. I Schweitz og Elsass Lothringen. Kom hjem og blev gift med min mor og fik os tre piger, som han var lykkelig for – var verdens bedste far. Men trods alt en lille smule skuffet over ikke at få en søn. Derfor var han ellevild af glæde over sin første dattersøn^[14], Men den glæde blev kort. Han døde to år efter.

Den sidste af Lille-Sørens Anes Niels Peters børn var Petrine. Hun blev gift i 1911 med svenskeren Albin Bengtsson og fik en lille dreng, aldeles vanskabt, og dog levede han over et år. Men heldigvis fik de også Ove og Magda.

Ja, I ser, kære børn, at jeres meget gode oldefars liv ikke har været en dans på roser.

I er altså Lille-Sørens Anes Niels Peters Peters Geddas^[15] børn.

Denne Niels Peter kunne også overkomme at være en af den gamle Vilh. Becks unge medarbejdere. Sammen med en kvinde i menigheden gik han hver søndag over til Lerchenborg og holdt søndagsskole for en flok børn, gik både frem og tilbage. Det er meget langt. Han døde i 1928 efter at have fået amputeret det ene ben, og hans meget ældre kone overlevede ham mange år.^[16]
Vilh. Beck var en berygtet svirebror i Kalundborg, som pludselig var blevet kristen. Hvordan ved jeg ikke, men af glæde derover inviterede han alle sine kammerater til et mægtigt drikkegilde på rådhuset, hvor de fik lov til at more sig gevaldigt. Det var hans afskedsfest for sit gamle liv, og han sluttede af med at vidne om sin tro og opfordrede dem alle til også at omvende sig, så de sammen kunne begynde et nyt liv med Gud. Hvorefter han stiftede Indre Mission.

Min farfar havde en broder der hed Rasmus^[17]. Han flyttede til Raklev og blev gift. Men kort efter døde hans unge kone. Så tog han tilbage til Sejerø og prædikede allevegne der, ved enhver lejlighed, lige til han døde. På hans grav lige indenfor kirkegårdslågen rejste Sejerøboerne en stor sten, hvorpå der står:”Han troede, derfor talte han”.

Jeg lignede min far meget. Engang jeg gik fra Runten – det kaldte man færgen – kom en mand hen til mig og spurgte: “Er du ikke Lille-Sørens Anes Niels Peters Peters datter?” Det kunne han se.

Olufs hund hed Svend, Jeppe, Ulla, Laus Madsen, Hankær, Abbedusse, Abbegitte, Henckel, Keranski, Bakkendrup, Frejasen, Blomgreen.
Og hanen hed Bulder. Ham åd de.

Jeg har også redet på en ko.

En nabo ved Vandkær havde et hønsehus ved stranden. En dag slog en skypumpe ned og løftede hønsehuset højt op og tog det med langt væk. Konen råbte: ”Aah, kære børn, råb farvel til jeres far, I ser ham aldrig mere”, han holdt nemlig fast i det. Og han faldt ned langt derfra, men dog med livet i behold.

^[18][19][20]