Tilbageblik 1957
Min farfar Carl Viggo Lieberkind (1914-1995) ser i 1957 fyrre år tilbage til 1917 da han var tre år gammel.
1957.
Tilbageblik.
Sangen 40 år frem.
Hvis vi i stedet for at tænke 40 år frem tænker 40 tilbage, hvordan så det da ud dengang?
For mig, der er fra provinsen, danner der sig et billede, som er så fjernt fra det, man ser i dag.
Hjemmet.
Hjemmet er en spisestue, soveværelse og køkken – der er en stue til, men til den er døren altid lukket. Går man derind, kommer man ind i noget ubeboet – der er koldt og fint – gule plydsstole, et rundt bord og et rygebord med mange mærkelige sager på. Der er boret huller i bordet og i disse er anbragt bægere til cigarer, både små og store, et askebæger på en stang, en trætønde til tobak, en firkantet klods, der kan gå op i det halve af en tændstikæske, så den er åben og parat til brug – alt er udskåret med snirkler og sving.
I et hjørne af stuen står en hjørnehylde, den er i flere afdelinger med spinkelt pindeværk imellem – den er til nips – små porcelænsting o.s.v. Derhenne står også en bregne, men i den anden side af stuen står palmen på en guldopsats med marmorplade.
Der er kakkelovn i stuen, men kun til jul kan jeg huske, at der var ild i den. Ellers virkede stuen på barnesindet, så den endnu i erindringen står som noget fint og ubeboet.
Hjemmet det var spisestuen – med den store petroleumslampe midt i loftet, den høje tykmavede kakkelovn, ved hvis side “Musse’s” kurv stod, og derhenne hængte altid børnetøj til tørre. Som i ethvert velordnet hjem havde vi selvfølgelig også en avismappe og ved siden af den – Fars pibebræt.
Misforstå mig ikke og sig, at jeg har sagt, at jeg har forstand på musik, men når jeg i dag holder af god musik, skyldes det måske, at en morgen vågnede vi ved, at der var een der sang: lysets engel går med glans.
Far var om aftenen kommet med for os noget helt nyt – en grammofon – og vi unger blev præsenteret for den om morgenen – ved nævnte morgensang.
Og siden kom der mange smukke plader, både af de store verdensnavne og vore hjemlige stjerner. Når jeg i dag hører, hvor meget støj der er ved de plader fra dengang, ser jeg lidt af teknikkens fremskridt, men også hvordan vore krav er steget med den, for dengang var vi betaget og fuld af andagt over det vi hørte, og som vi i dag synes er dårlige plader.
Jeg skal ikke komme ind på mit møde med radioen, for da var jeg en større dreng – det er ikke 35 men 40 år, vi skal tilbage.
Det er aften. Vi børn er kommet i seng for længe siden, men jeg var vågen, da far og mor gik i seng. Far har ligget lidt og læst sugende på den lange pibe, den står på gulvet, og han ligger i sengen bakkende og læsende, nu bliver piben stillet væk, armen rækkes op til lampen, der hænger på væggen, den bliver skruet ned og nu høres dens blaf, blaf, blaf og den lille flamme springer på den sorte kant af væggen, og nu bliver den helt stille, og der bliver helt sort.
Om aftenen har jeg lagt sukker i vinduet til storken, det må have været, da min 3 år yngre broder var bestilt.
Nu er det dag igen. Jeg sidder oppe på den gamle kirkegård. Den gamle kirkegård er ikke kirkegård mere og har ikke været det i mange år. Den er tumleplads for os børn og her ligger vandtårnet, stort og gult, med den “onskufulde” hane oppe i toppen, den var “onskufuld” fordi det var den, der var fløjet ned og taget sutten, når vi søskende var nået den alder, hvor sutten skulle blive borte.
Vandtårnet er rundt og så højt, at hanen næsten er helt oppe i himlen. Når man står med ryggen helt ind mod tårnet og lægger nakken tilbage og kikker op, bliver man næsten bange, for tårnet bliver endnu større og man selv så lille. Hele tårnet er smadderfuldt af vand, det er mærkeligt, det ikke løber ud af det vindue, der står åbent deroppe midt på tårnet.
Ottemand siger også, at der kun er vand øverst oppe i nogle store baljer, men det passer ikke, for når vandhanen står åben, og vandet bliver ved at løbe hjemme hos mig, og også oppe hos Stine og hos alle andre, bliver der ved at komme vand, og så store baljer er der ikke, nej, tårnet er smadderfuldt af vand, og derfor er det hemmelighedsfuldt og mystisk, for hvis nu døren gik op.
På den gamle kirkegård ligger også en anden mystisk bygning. Da mor var barn blev den bygget og brugt som kirke, medens den store kirke blev gjort i stand og de skulle kikke ned i gravene, både til Dronning Dagmar og alle de andre, så de kunne se, hvordan de lå, men det er de færdig med for mange år siden, og nu står bygningen tom og er mystisk. Engang var der bazar derinde lørdag og søndag. Da kunne man gå derind, da var der fest og fiskedam, men nu er den igen mørk og lukket og hemmelighedsfuld.
I den anden ende af den gamle kirkegård ligger Schweitzerpavillonen – det er en restaurant – der er borde udenfor og en høj bred trappe af træ. Når man skal derind, må man gå op ad den høje trappe, der er mange mange trin derop, og så er der en stor veranda, inden man når døren. Deroppe fra kommer to tykke mænd, de går og snakker.
Dengang kunne man se, når det var mænd – mænd var tykke og havde skæg – nu er vi bare store drenge, der er blevet lidt grove i ansigtet og altid har travlt. Dem med maverne og skægget var der mere ro over.
Det er skade, at jeg er født så sent. Det havde passet bedre, at jeg var voksen dengang. Den eneste hovedbeklædning, der klæder mig, er en rund stiv hat, som far og alle andre mænd gik med dengang i vinterhalvåret. Det var enkelt dengang. Den l. september satte man den stive runde hat på hovedet, så havde den tjeneste til l. juni, så kom stråhatten, festlig lidt på sned, hos lidt ældre med en sort snor ned til reverset, tøjret mod blæsten.
Lidt før hattebyttet pyntede købmand Ravn vindue – før bowleren kom Krusemanden, ham der holdt maven i orden, så han kørte forlæns ned ad gelænderet, kun holdende med een hånd, den anden svingende hilsende ud til siden.
Og før stråhatten, en flaske med hattelak og en stråhat, der havde fået hattelak på den ene halvdel, hvor den var som ny, lys skinnende og glinsende, den anden halvdel viste kun forfald.
I hele min barndom viste det vindue årstiden, der var ingen slinger i valsen, der var sommer sommer og vinter vinter.
Teknikken er vokset op sammen med mig. Når jeg ser tilbage, kan jeg føle det sådan.
Hører jeg i dag en udrykningsvogn og ser en ambulance fare forbi, kan jeg mindes den lukkede sorte vogn med et par raske heste for.
For ikke at tale om en brandudrykning – sprøjterne trukket af heste igennem gaderne – i fuldt firspring, så gnisterne stod fra hovene.
Mit første minde fra en ildebrand (jeg ved ikke hvor gammel, jeg kan have været) men om natten vågnede vi ved at trommeslageren gik gennem byen og trommede brand. Jeg tror, det var sidste gang, at trommen blev brugt til brand, så jeg fik lige nået at opleve det. Det var en købmands gård, der brændte, ikke længe efter var det dampmøllen.
Og så fik Ringsted brandbil, rød og med meget blankt messing, og som den kunne sprøjte, man så det, når der var opvisning på Stortorv.
Når der var ildebrand på landet, rykkede den også ud, og hele byen kom på benene. Cyklisterne kørte op på siden af den og fik at vide, hvor det brændte, og så kørte de i forvejen ud til brandstedet og fortalte, at nu kom sprøjten.
Senere fik vi også ambulance, en imponerende vogn, også den havde udrykningshorn. Det var noget andet end klokke.
Hvilket eventyr der stod om den, forstår jeg nu, når jeg mindes, at jeg blev meget alvorligt syg. Lægen var der og gav ikke mine forældre meget håb. Jeg selv var vel nærmest kun halvt ved bevidsthed grundet meget høj feber, men to ting kan jeg mindes, min forbavselse over, at mor gik og græd og min frygt for, at de skulle hente mig i den gamle sygevogn.
At jeg var meget syg, havde jeg ikke forstand på, at jeg skulle på sygehuset havde jeg ingen sans for, men muligheden for at blive kørt i ambulancen, og frygten for at det ikke skulle blive den, husker jeg endnu 40 år efter. Jeg blev hentet til en omgående og tvivlsom operation, men kunne godt have været død med fred i sindet, for jeg blev hentet i ambulancen.
Min tid var ikke forbi – jeg skulle opleve mere, men det, jeg her vil forsøge at fastholde, er erindringen fra den tid.
Motorcykler – det var sådan nogle, der stod nogle mænd omkring, og så løb de med den, og nu var der to muligheder – enten standsede de et stykke henne i gården, for det var altid oppe i Bangs gård, at sådan noget foregik, og så stod de foroverbøjede med armene hængende langt ned og pustede – eller der skete det, der skulle ske, der lød et helvedes spektakel, og en mand jordsprang dyret og så kørte han. At de folk der kørte på motorcykel dengang ikke fik sprunget trommehinder og rystet nyrerne ud gennem buksebenene er et under.
Når jeg i dag ser flyvemaskiner på mange tons, der har deres faste rutefart over Grønland til Amerika, er det utroligt, at jeg for 40 år siden har set en hel by i opstand, fordi den første flyvemaskine skulle lande der, nu havde man chancer for at se en sådan.
Jeg har været ca. 3 år, og når det har prentet sig som noget af det, der står klarest fra min tidligste tid, må det være grundet hele den stemning der blev i byen – som en elektrisk udladning fra det ene menneske til det andet. Den var så stærk, så den også har omfattet de mindste.
Pludselig var der en flyver – den fløj rundt over byen – og alle folk glanede. For de fleste var det vel første gang, de så en sådan.
Så gik det som en løbeild, at den skulle lande på eksercerpladsen. Hvad der skete de næste minutter, ved jeg ikke. Men et billede står skarpt for mig, det er som et fotografi, på billedet ser jeg den gamle dampmølle på min højre side, gaden er nedad bakke, fuld af folk omkring, og min ellers fornuftige mor midt i billedet med 3 børn, en spæd i barnevogn og de to andre, en i hver side hagende sig fast, liggende vandret i luften, mens vognen blev skubbet i rasende fart – for at nå ud at se underet. I barnevognen lå min 3 år yngre bror, (sukkeret havde givet bonus) i den ene side hængte min 1½ års ældre bror og i den anden jeg, og moderen der bar sig ad på den måde var et fornuftigt menneske.
Det er 40 år siden.
Jeg fik set underet, og i dag kun 40 år efter virker det som et eventyr.
C.V.L.