sep 092010
 

frederiksbergFrederiksberg Kommune skriver:

En ny digital borgerløsning, databasen www.fredbas.dk har netop set dagens lys i Frederiksberg Kommune. Fredbas.dk er en database, der nu bliver tilgængelig via nettet, og den indeholder oplysninger om alle arkivalier på Frederiksberg Stadsarkiv.

Frederiksberg Stadsarkiv har arkivalier fra midten af 1700-tallet og frem til i dag. Langt de fleste arkivalier er fra Frederiksberg Kommune, så det er for eksempel arkivalier fra det gamle fattighus, de første sporvogne eller kommunens skoler.

Men Stadsarkivet har også arkivalier efter privatpersoner, foreninger og butikker med tilknytning til Frederiksberg. Det er alt fra købmænd til professorer på Landbohøjskolen. Arkivet fra KB (Københavns Boldklub) er tilgængeligt for de fodboldhistorisk interesserede og du kan også kigge ordensmagten i kortene i arkivet fra Frederiksberg Politiforening.

Ud over at søge oplysninger og arkivalier hjemme fra sin egen PC, kan borgerne også bestille relevante arkivalier direkte på fredbas.dk.

(Via historie-online.dk.)